Vores blik og det absolutte ansvar.

Blog

Vores blik og det absolutte ansvar.

Jeg har opholdt mig i Italien i denne virustid, Jeg har været en del af et land som har lukket alt ned, den såkaldte lockdown, i mere end 65 dage. Dage som har forvandlet alt hvad vi mennesker tager for givet.

Dage som har fremkaldt så mange følelser, afsavn og reflektion. Dage som har sat dage punktum for dage som vi kender dem og som har krævet kontakt med det inderste i os selv, for at turde at kaste planer ud for fremtiden.  Dage som vil blive i os for altid og dage som rummer en mulighed for at begynde påny.

Langsomt, men sikkert, vender hverdagen tilbage, men så mange ting er forandret. Italiernerne som er et meget udadvendt og kropsligt folkefærd kæmper med at transformere udadvendtheden og kropsligheden op og ud mellem mundbind, handsker og afstande. Kys, kram og alle følelserne skal en omvej  for at kunne kommunikeres ud. Blikket har nu mere end nogensinde fået en endnu mere fundamental betydning for os mennesker.

Blikket og øjnene har i forvejen en enorm betydning i vores menneskelige ageren med hinanden. I mødet mellem mennesker, i mellem mand og kvinde, i mellem børn, voksne og ældre. I vores møde med skønheden og øjnenes magiske kolorit på vores dages indhold.

I disse tider hvor vi gradvist vender tilbage efter en krigstilstand, gemt bag masker, indpakket i gummihandsker, afventende skuende ind i ryggen af den anden 2 meter længere fremme og køligt tællende hvor mange der sidder i biler, på bænke, i butikker, på barer og på restauranter. Vores blik er på vagt, vores blik har ændret opmærksomheden og dets rettethed.  På radikal vis bliver vi menneskers forhold  til  nærvær og identitet sat på en ultimativ prøve.

Vores forhold til det andet menneske viser sig i hele dets nærhed og fravær på samme tid. At være-for-den-anden, er som Sartre kaldte det,  en af de tre ontologiske grundkategorier: Det som konstituerer vi menneskers- væren-i -verden.  I disse hverdagssituationer hvor vi måler, afvejer og tæller de andre (scientificerer de andre i vores descinficerede tilgang til den anden), erfarer vi, at den anden  ligger uden for vores herredømme. Vi møder de andre, men vi konstituerer dem ikke.  Vores tildækkede og uegentlige møde med det andet menneske får os til at erfare grænserne for vores egen eksistens. Vi definerer de andre negativt gennem fænomener som mulige syge, smittebærere, angst mm der gør mig opmærksom på den andens eksistens. Men noget er forandret, vi fokuserer  på hosten, åndedrætsbesvær og for kort opretholdt distance til vores kroppe i rummet. Den anden ligger uden for min friheds rækkevidde.

Blikket som den anden møder os med i supermarkedet, i køen, på apoteket, i de forbipasserende biler er ikke en ubetinget behagelig oplevelse. De andre menneskers gennemborende, afsøgende og afmålende blikke gør os opmærksomme på vores egen kropslige eksistens og den særlige situation som den er indlejret i.  At møde den andens blik kan være fyldt med angst eller frygt og vi kan vælge at undvige.

At blive målt af den andens blik er at blive gjort til et instrument, et objekt som er afhængig af den andens væren. Vi gør hinanden til genstande i den materielle verden, som en del af fakticiteten. Det andet menneske som  vi  i “normale” hverdagssituationer ikke er så specielt opmærksomme på, eller har et helt andet blik for,  får nu en masse opmærksomhed og gør os opmærksomme på mange ting. Vi erkender, at vi altid eksisterer i en situation, at min frihed samt mit eksistentielle valg er et valg i en situation, hvor jeg altid er konfronteret med en verden hvor mine valg konstant er under påvirkning af andre menneskers blikke og handlinger.

Og vores nye radikale situation indebærer et absolut ansvar. Vores oprigtige frie valg i disse nye radikale situationer “forpligtiger for hele menneskeheden”.  Vi er hver især med vores handlinger  eksempler for andre mennesker. Vores subjektive valg sætter normer for hele menneskeheden for vores handlinger skal altid sikre at disse skal kunne gælde for alle andre i den samme situation. Vores eksistentielle valg er ikke subjektive og relative. Det er ikke ligegyldigt hvad vi vælger at gøre. Hvordan vi vælger, hvordan vi ser hinanden danner grundlag for mit og for andres liv.  Den franske filosof, Gabriel Marcel, sagde at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dette menneskes hjerte og liv i vores hænder. Uden denne tillid, åbenhed og nærvær umuliggøres vores virkelige medmenneskelige møder.

I vores ægte valg må vi respektere den andens frihed.  Det vi vælger at gøre indebærer et valg af det andet menneskes frihed i situationen. Vi kan ikke bare vælge vores egen frihed og sundhed uden at tage hensyn til det andet menneskes frihed og sundhed.

Forholdet mellem mennesker er i disse tider en kamp, en konflikt.  Og det rummer en risiko for at miste noget fundamentalt i vores humanitet:  Jeg møder ikke det andet menneske som frihed , fordi jeg gør det andet menneske til en ting og den anden har muligheden og kapaciteten til at nedbryde min verden, gøre mig syg og destruere min frihed.  

Den franske filosof Sartre illustrererede denne risiko ved de nidstirrende blikke på teatralsk vis: tre personer, to kvinder og en mand, der befinder sig på et mærkeligt hotel, og som begærer gensidig anerkendelse og harmonisk forening. Manden søger at elske den ene kvinde, og den ene kvinde vil elske den anden kvinde, men det vil ikke lykkes for der vil altid være en som nidstirrer eller gør nar af de andre. Det viser sig at personerne i virkeligheden er døde og er kommet i helvede. Og i helvede skal dette forsætte i  al evighed, men i virkeligheden er helvede jo livet og teaterstykket ender med de berømte ord: “Helvede er de andre….

Men og dette er det vigtige at huske og holde fast i: de andre er også himlen! De andre har to øjne der stråler og ler. De andre indeholder glæden, legen og det smukke. Blikke skaber noget. Blikke giver mening.  De andre mennesker er levende og nærværende. De virkelige menneskelige møder er baseret på tillid, barmhjertighed og åbenhed. Det er søjlerne for etikken, de andre mennesker er det mest dyrebare vi har. Vi er forbundne. De andre er brødre og søstre. De andre er os selv og vi har ansvaret for hinanden. At være opmærksomme på betydningen af dette skal få os igennem denne særlige spærreildsperiode, denne krigstilstand

Italienerne (og resten af verden) har været hårdt ramt med masser af døde, syge, arbejdsløshed, konkurser, indskrænkninger i frihed og fundamentale frihedsrettigheder. Med følgefænomner som øget angst, modløshed, ensomhed og frygt. En tilstand som udfordrer den fundamentale tillid til hinanden og vores strukturer. Ligenu er håndsprit, mundbind og gummihandsker primære i vores møder med mennesker og verden. Men vores blikke, vores tillid til den anden rummer det mest dyrebare som er i menneskelivet. Blikket er noget vi vælger og som vi skal huske hinanden på.. Vi er mennesker som kan smitte hinanden men vi er også mennekser som er forbundet og har ansvar for hinanden.

Det berører mig dybt at se italiernene sætte sig ned i rundkredse, i behørig afstand, i parker og på pladser. Drevet af den fundamentale kraft om at menneker er til for hinanden, at mennsker ikke er noget uden hinanden og at blikket faktisk kan le, give knus og  kramme. Meget mere end vi egentlig gik rundt og troede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt

Maximilian Kromann

Phone: +4520645248

Email: info@filosofgangen.net

Website: www.filosofgangen.net

Følg mig

Copyright © All Rights Reserved.